top of page

​​

Reklamer forbudt

I Danmark har det siden 2002 været forbudt at reklamere for cigaretter og tobak. Tobaksfirmaer må heller ikke sponsere koncerter, sportsbegivenheder og lignende.

 

Tobaksreklamer før i tiden

Før 2002 kunne man se tobaksreklamer i ugeblade, på plakater og mange andre steder. Billederne viste rygerne som glade, smukke, sexede og succesfulde og præsenterede rygning som sejt, festligt og socialt.

 

Ryg dig sund

De allerførste tobaksreklamer fortalte ligefrem, at rygning var sundt og mildt, løsnede for hoste og irritation i halsen og gav frisk ånde. I dag tænker man, at det er den største løgn de skrev, men dengang vidste man ikke så meget om rygning og sygdom, som i dag.

 

Kvinderne – de nye kunder

I 1950'erne røg næsten alle mænd. Tobaksindustrien satte massivt ind med reklamer, der også skulle få kvinderne til at ryge. Reklamerne viste rygning som symbol på selvstændighed og kvindefrigørelse, og snart begyndte kvinderne at ryge lige så meget som mændene.

Tobaksreklamer forbudt

Tobaksreklamer forbudt.

Det besluttede politikerne i 2002, da de vedtog "Lov om forbud mod reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse". Loven gælder cigaretter, cigarer, pibetobak, snus, skrå og alle andre tobaksprodukter og forbyder "handlinger, der har til formål at få flere til at købe tobak", dvs. reklame.

 

Farver, symboler og design

Det er også forbudt at vise tobaksprodukter eller farver, former og design, der minder om tobaksprodukter, når man reklamerer for andre varer. Det betyder, at det ikke er tilladt at vise en pakke cigaretter i en reklame for fx køleskabe. Hvis man forestiller sig, at pakkerne fra et bestemt cigaretmærke er grønne med gule trekanter, er det også forbudt at vise grøn farve og gule trekanter i en reklame for køleskabe, fordi det ubevidst får os til at tænke på cigaretmærket.

 

Sponsering

Tobaksindustrien må ikke støtte fx sports- eller musikarrangementer med penge – undtagen firmaer, hvor navnet på cigaretten ikke indgår i firmaets navn. Derfor må Skandinavisk Tobakskompagni gerne sponsere Det Kongelige Teater, mens datterselskabet House of Prince ikke må, fordi Prince er navnet på en cigaret.

 

Gratis cigaretter

Det er forbudt at dele gratis cigaretter og andet tobak ud for at få folk til bagefter at købe produkterne.

 

Hvad må man godt?

Butikker, der sælger tobak må gerne reklamere for deres varer og må sætte forskellige skilte op, der reklamerer for tobaksvarerne. Specialbutikker for tobak, piber og lignende, må reklamere over for køberne både inde i butikken og på facaden.

 

Udstilling ved kassen

Butikker, der sælger tobak, må gerne præsentere tobaksvarer ved kassen på hylder, i kasser og stativer på en neutral måde, der ikke virker som reklame. Men det kan være svært at vurdere hvad neutral er. I praksis virker udstilling ved kassen som reklame

Cowboybukser og cigaretter

Tobaksproducenterne bag cigaretmærkerne Marlboro og Camel fandt på, at de kunne komme uden om reklameforbud ved at starte tøjmærker med samme navn som cigaretterne: Marlboro Classic og Camel Active. Muligheden for at reklamere for tobak gennem andre produkter blev forbudt i 2000. Men fordi Marlboro Classic og Camel Active blev startet inden 2000, eksisterer de den dag i dag

© 2023 by Lawyer & Lawyer.Proudly created with Wix.com

FOLLOW US:

  • w-facebook
  • Twitter Clean
bottom of page